.

Turen til Julemanden.   Stoffer og jeg besluttede at tage op til Nordpolen og drøfte et par ting med Julemanden - f.eks. forelægge ham hvor artig jeg havde været hele året og desuden for at overbevise ham om, at jeg under ingen omstændigheder ville acceptere bløde pakker (på den mest diplomatiske måde selvfølsgelig). Vi pakkede vores rygsække med tegneserier, kort, lommelygte og forskellige andre ting, der kunne vise sig at være nyttige.   Til turen havde jeg medbragt en meget energirig madpakke bestående af to madder - en med honning og skumfiduser og en med chokolade og vingummi - der skulle holde hele turen, men selvfølgelig skulle den tankeløse pelsknold til Stoffer æde sin del af rationen allerede ved første hvil efter 20 minutters march. Dertil kom så, at vi stadigvæk ikke havde set skyggen af sne. Jeg noterede kendsgerningerne i logbogen, men forsikrede, at moralen stadigvæk var høj. Stoffer påstod, at hans moral ville blive højere, hvis jeg bar slæden. Da jeg forsøgte at overbevise Stoffer om, at jeg var leder, og jeg derfor banede vejen for ekspeditionen, påstod han, at det nu var hans tur til at være lederen. Så sagde jeg til ham, at det kunne han ikke blive, da jeg bar lederhatten, men han ignorerede min logiske argumentation og angreb mig.      Efter at han havde frataget mig lederhatten anklagede jeg ham (ganske rigtigt) for at have begået mytteri, men han påstod bare, at han var lederen nu, og beordrede, at alle ledere skulle have dobbeltrationer, så de bedre kunne træffe beslutninger. Da jeg forsøgte at tilbage erobre min velberettigede lederstilling, skubbede hårbolden mig bare væk og indtog resten af vores sparsomme proviant. Et stort slagsmål opstod, og jeg tampede (så godt som i hvert fald) ham gul og orange.  Til sidst bad han om nåde, og i min store nådighed accepterede jeg en midlertidig våbenhvile. Efter at vi havde forbundet alle sår med det medbragte plaster (medbragt takket være min evne til at være forudseende), blev vi enige om, at siden vi ikke havde set sne endnu, måtte Julemanden være ret langt væk. Dertil kom så, at Stoffer havde indtaget al vores proviant, så vi vedtog enstemmigt, at ekspeditionen måtte betegnes som værende en fiasko, og at vi ædelmodigt måtte vende hjem igen.      Lidt senere sad vi hjemme foran kaminen og slubrede skumfiduser op af bunden på hvert vores krus varm kakao.   Overfaldet på Sussi.    På det ugentlige møde i G.I.S.P (Godkender Ikke Slimede Piger) var der, efter et ideforslag forelagt af formand for udviklingsrådet Steen og taget til følge og afstemning af ordfører Stoffer, enstemmigt blevet bestemt, at klubben skulle gøre et aggressivt udfald mod klubbens største og mest frygtede fjende, den mest slimede af alle slimede piger, nabodatteren fra nord - Sussi! Efter afstemningen, hvor deltagelses procenten var på 100, blev der forelagt forskellige planer over hvilken form udfaldet skulle foretage. Efter ivrige forhandlinger mellem diktator - valgt på livstid - Steen og den 5 stjernede general - øverstkommanderende for G.I.S.P's væbnede tropper - Stoffer, blev forslaget om et lynangreb med to vandballoner valgt som værende det mest hensigtsmæssige og dertil det angreb, der havde størst succes mulighed.  Forslaget gik gennem endnu en afstemning, igen enstemmigt vedtaget, og skulle nu planlægges nøjere. Spejder Stoffer oplyste, at han havde set det primære mål længere nede af vejen i færd med et teselskab med sine dukker, og at denne position ville være perfekt for et snarligt kommende angreb. Lagerchef Steen oplyste, at lageret på meget kort tid kunne armere to balloner, og general Stoffer gav ordre til, at dette skulle udføres prompte. Diktator Steen samlede elitetropperne for at finde to frivillige soldater til den farlige og højest risikable mission, og løjtnant Steen og sergent Stoffer meldte sig straks - to soldater med megen erfaring og stort mod. Kort efter blev de armerede balloner bragt frem, og de modige soldater blev, efter en motiverende tale fra diktator Steen, sendt af sted på missionen.      De to elitesoldater sneg sig lydløst langs hækken med de skarpladte balloner, og noterede sig alle pludselige og mistænkelige bevægelser fra det primære mål. Da soldaterne var cirka 6 meter fra målet - få meter fra sikker træfningsafstand - var løjtnant Steen så uheldig, at han trådte på en tør gren, der knasede med en så høj lyd, at den frygtede fjende kiggede op og straks forstod sagens nærmere sammenhæng. Hun angreb resolut sergent Stoffer og afvæbnede ham med en lynhurtig bevægelse, hvorefter hun beskød løjtnant Steen med dette våben.  Løjtnanten beordrede hårdt såret af den dødelige fuldtræffer fuld retræte af alle tropper, og disse flygtede i hast fra gerningsstedet med fjendens hånlige tilråb efter sig.      Nogen tid efter, hvor løjtnant Steen havde været under kyndig lægebehandling, aflagde han, som øverstbefalende for aktionsgruppen, fuld rapport over sagens tilstand til general Stoffer og oplyste, at tropperne under retræten var blevet angrebet verbalt af fjenden, men at han desværre ikke kunne gengive alle de negative verbale udgydelser, Han kunne dog oplyse, at der var blevet brugt ord som "barnlige vatnisser" og "syndikatforbrydere". Generalsekretær Stoffer noterede alle sagens kendsgerninger, og afleverede notatet til nærmere granskelse af diktator Steen. Han måtte konstatere, at ekspeditionen måtte anses som værende en fiasko men besluttede dog, at de indblandede kamptropper skulle have en medalje for deres mod og klare tankegang i den alvorlige kampsituation. Medaljerne blev udleveret, og en hævn over fjenden blev svoret. G.I.S.P's suverænitet skulle fastslås.